Vilkår for Knack
Senest opdateret 18. oktober 2026
Udkast. Teksten bliver gennemgået, før Knack åbner for betalende kunder.
1. Hvem aftalen er med
Knack sælges kun til virksomheder og organisationer, ikke til forbrugere. Den person, der opretter workspacet, bekræfter at have lov til at indgå aftalen på virksomhedens vegne ("kunden").
2. Tjenesten
Knack er en webtjeneste, hvor kundens medarbejdere kan lave profiler med kompetencer og erfaring og finde hinanden med AI-søgning. Vi udvikler løbende tjenesten og kan ændre eller fjerne funktioner, så længe kernen af tjenesten består.
3. Brugere og ansvar for indhold
- Kunden bestemmer, hvem der bliver inviteret, og er ansvarlig for brugernes brug af Knack.
- Kunden er ansvarlig for det indhold, der lægges i Knack, og for at have lov til at lægge det der.
- Login er personligt og må ikke deles.
4. Pris og betaling
- Prisen er pr. plads pr. måned efter de trin, der står på prissiden, da abonnementet blev oprettet. Minimum er 10 pladser.
- Alle priser er ekskl. moms.
- Der betales forud for en måned eller et år ad gangen med kort gennem Stripe.
- Abonnementet fornyes automatisk for en ny periode af samme længde, indtil det bliver opsagt.
5. Flere eller færre pladser
Tilføjer kunden pladser, betales der med det samme for den resterende del af perioden. Går kunden ned i pladser, gælder den lavere pris fra næste periode. Der kan ikke være færre pladser end personer i workspacet.
6. Opsigelse
Kunden kan opsige når som helst i Admin. Abonnementet løber perioden ud og stopper derefter. Der gives ikke refusion for en påbegyndt periode.
Vi kan opsige aftalen med 30 dages varsel eller straks, hvis kunden groft overtræder vilkårene.
7. Prisændringer
Vi varsler prisændringer mindst 30 dage før, de træder i kraft. For årlige abonnementer gælder en ny pris først fra næste fornyelse.
8. Manglende betaling
Kan en betaling ikke gennemføres, får kunden besked og kan opdatere kortet. Er betalingen stadig ikke på plads efter 14 dage, kan vi lukke adgangen, indtil der er betalt.
9. Kundens data
Kunden ejer sine data. Vi behandler personoplysninger om kundens medarbejdere som databehandler efter databehandleraftalen, som er en del af disse vilkår. Når aftalen slutter, sletter vi kundens data efter aftalens regler.
10. Rimelig brug
Knack må ikke bruges til ulovligt indhold, til at forsøge at få adgang til andre kunders data eller til at belaste tjenesten unormalt, fx med automatiserede kald. AI-funktionerne har et dagligt loft pr. workspace, så tjenesten forbliver stabil for alle.
11. Drift og support
Vi gør vores bedste for, at Knack er tilgængelig og fejlfri, men kan ikke love oppetid uden afbrydelser. Planlagt vedligeholdelse varsles, når det er muligt. Support gives på hej@knack.dk.
12. Ansvar
Vores samlede ansvar er begrænset til det beløb, kunden har betalt for Knack i de 12 måneder før skaden. Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, fx tabt fortjeneste eller tabte data. AI’ens forslag er forslag, og kunden er selv ansvarlig for de beslutninger, der træffes ud fra dem.
13. Ændringer af vilkårene
Vi kan ændre vilkårene med 30 dages varsel på mail til workspacets ejer. Fortsætter kunden med at bruge Knack, efter ændringerne er trådt i kraft, gælder de nye vilkår.
14. Lovvalg og tvister
Aftalen følger dansk ret. Tvister afgøres ved Københavns Byret som første instans.